Pigen sparkede på mit sæde under hele flyvningen, mens hendes mor bare sad og kiggede på sin telefon — så besluttede jeg, at jeg havde fået nok
Den internationale flyvning skulle vare næsten seks timer.
Jeg havde med vilje valgt en vinduesplads, downloadet et par film, taget en bog med og regnede med at få en rolig rejse.
Bag mig sad en ung kvinde med en pige på omkring syv år.
Den første time gik alt helt normalt. Barnet så tegnefilm, moren scrollede på sin telefon, mens jeg læste og indimellem kiggede ud på skyerne.
Men så begyndte pigen at kede sig.
Først skruede hun næsten helt op for lyden på sin tablet. Passagererne begyndte at vende sig om, men hendes mor løftede ikke engang blikket.
Efter et stykke tid mærkede jeg et spark i ryglænet.
Bum.
Jeg tænkte, at det var et uheld.
Et minut senere — igen.
Bum.
Derefter begyndte sparkene at komme med få sekunders mellemrum.
Efter femte gang vendte jeg mig om.
— Undskyld, kunne du bede din datter om ikke at sparke på mit sæde?
Kvinden løftede modvilligt blikket fra telefonen.
— Hun er et barn. Hav lidt tålmodighed.
— Men sædet ryster hele tiden.
— Det er ikke noget. Hun bliver snart træt.
Og så kiggede hun igen ned på skærmen.
Det mest overraskende skete bagefter.
Pigen kiggede lige på mig, smirkede… og sparkede med vilje endnu hårdere på sædet.
Det var dér, jeg forstod det: problemet var ikke længere barnet.
Hun vidste bare udmærket, at hendes mor ville lade hende gøre hvad som helst.
Jeg havde ikke lyst til at skabe en scene i ti tusind meters højde, så jeg besluttede at gøre noget andet.
Jeg trykkede på knappen for at tilkalde en stewardesse.
Da hun kom, forklarede jeg roligt situationen.
Stewardessen talte med moren og bad pigen om at stoppe.
I nogle få minutter blev der stille.
Og så…
Bum.
Endnu hårdere.
Bum.
Nu var det tydeligt, at pigen gjorde det med vilje.
Denne gang så stewardessen det selv.
Hun stod stille og observerede situationen et øjeblik og gik derefter hen til kvinden.
— Vær venlig at samle jeres ting.
Moren lagde endelig telefonen fra sig.
— Hvad?
— Vi flytter dig og din datter til andre pladser.
Kvinden blev straks vred:
— Hvorfor os? Jeg valgte netop de her pladser med vilje!
— Fordi din datter fortsætter med at forstyrre andre passagerer trods gentagne henstillinger.
— Hun er jo bare et barn!
Stewardessen svarede roligt:
— Netop derfor er det den voksnes ansvar, hvordan hun opfører sig.
Kvinden blev stille.
Ti minutter senere blev de flyttet helt ned bagerst i flyet, hvor der var ledige pladser ved siden af andre familier med børn.
Da de gik, smilede pigen ikke længere.
Og for første gang under hele flyvningen så moren ud, som om hun havde forstået, at andre mennesker ikke er forpligtet til at finde sig i alt, bare fordi hun ikke vil slippe sin telefon.
Der blev endelig stille i kabinen.
Jeg åbnede min bog.
Et par minutter senere lænede en ældre mand på den anden side af gangen sig hen mod mig og sagde stille:
— Tak. Hun forstyrrede ikke kun dig.
Jeg smilede.
Nogle gange behøver man ikke råbe, skændes eller svare på uhøflighed med mere uhøflighed.
Det er nok roligt at sætte en grænse.
Og hvis nogen stadig vælger at ignorere den — så lad reglerne klare resten.
