En ung kvinde reddede en løveunge, der var tæt på at falde ned fra en klippe. Men da hun hørte en knurren bag sig, forstod hun, at ungens mor havde taget hende for en fjende… 😱
Under et frivilligt ophold i et naturreservat fotograferede jeg ofte dyrene på sikker afstand. Den dag gik jeg ad en tilladt sti langs en stenet kløft, da jeg hørte en svag og fortvivlet klynken.
Først troede jeg, at det var en såret fugl. Men da jeg nærmede mig kanten af klippen, fik jeg øje på en lille løveunge.
Den hang over afgrunden og klamrede sig fast til en smal klippeafsats med forpoterne. Stenene under den smuldrede, og den havde næsten ingen kræfter tilbage.
Jeg kontaktede reservatets rangere over radioen, men svaret var klart:
— Vi er for langt væk. Gå ikke hen til dyret. Moderen kan være i nærheden.
I samme øjeblik gled løveungen endnu længere ned.
Jeg kunne ikke bare stå og se på.
Mens jeg lå på maven, bandt jeg rygsækkens rem fast omkring en tyk rod og sænkede min jakke ned. Løveungen greb fat i stoffet med kløerne, men den var alt for tung.
Jeg mærkede, hvordan jeg langsomt blev trukket mod kanten.
Mine fingre gled hen over stenene, remmen knagede, og under mig var der en enorm dybde. Med mine sidste kræfter greb jeg ungen om forpoterne og trak den op.
Løveungen faldt ned ved siden af mig og rystede over hele kroppen.
Jeg var ved at trække mig væk, da jeg hørte en dyb knurren bag mig.
Få meter væk stod en enorm løvinde.
Hendes våde pels klistrede til siderne, ørerne var lagt tilbage, og hun tog ikke øjnene fra mig. Hun havde ikke set, at jeg havde reddet hendes unge. For hende var jeg en fremmed, der stod ved siden af hendes barn.
Løvinde tog et skridt frem.
Jeg begyndte langsomt at gå baglæns og forsøgte ikke at vende ryggen til hende.
Men en gren knækkede under min fod.
Rovdyret kastede sig mod mig.
Jeg nåede at glide ind mellem to klipper og ind i en smal sprække, hvor løvinden ikke kunne komme igennem. Hun knurrede, slog poten mod stenene og forsøgte at nå mig.
Jeg pressede mig ind mod den kolde klippevæg og vidste, at jeg ikke kunne holde ud at blive der ret længe.
Pludselig lød der en klynken.
Løveungen gik hen til sin mor og trykkede snuden mod hendes bryst. Løvinden vendte straks sin opmærksomhed væk fra mig, snusede til ungen og begyndte at slikke dens støvede pels.
Derefter så hun på mig igen.
I nogle pinefulde sekunder holdt vi blikket fast på hinanden.
Så vendte løvinden sig om, skubbede forsigtigt ungen med snuden og førte den hen mod træerne.
Tyve minutter senere ankom reservatets rangere. En af dem så den revne rem og løvindens spor ved klippesprækken og rystede på hovedet:
— Du var utrolig heldig. Hun kunne have angrebet igen.
Jeg reddede løveungen, men var selv tæt på at dø.
Siden den dag har jeg husket én vigtig ting: I den vilde natur kan selv en god handling virke som en trussel for den, der ikke kender dine hensigter.
