Familien sendte Leila til paladset i stedet for hendes smukke søster i håb om at ydmyge hende… Men shejkens beslutning fik hele byen til at tie 😨
Leila havde siden barndommen følt sig som en fremmed i sin egen familie.
Efter en ulykke havde hun fået et synligt ar i ansigtet. For hende selv var det en smertefuld påmindelse om fortiden, for andre en anledning til grusom hån.
Mens hendes søstre voksede op smukke, selvsikre og omgivet af komplimenter, forsøgte Leila at holde sig ude af syne. Hun lavede mad, gjorde rent, hjalp sin mor og fandt sig tavst i ydmygelser.
— Hvem skulle dog have lyst til en som dig? — lo søstrene ofte.
Leila lod, som om hun ikke hørte det, selv om hvert eneste ord sårede hende.
En dag bredte nyheden sig i byen: en ung sheik havde besluttet at vælge sig en hustru. Døtre fra de mest respekterede familier skulle bringes til hans palads.
I Leilas hjem begyndte der straks at være stor opstandelse.
Moderen fandt dyre stoffer og smykker frem, faderen inviterede skræddere, og den ældste datter brugte timevis på at forberede sig til mødet med udsendingene. Alle var overbeviste om, at det var hende, der ville vinde herskeren med sin skønhed.
Leila fortsatte med husholdningsarbejdet og lyttede til samtalerne om paladset fra det tilstødende rum.
Men på dagen, hvor udsendingene kom, fik søstrene en grusom idé.
— Lad os sende Leila, — lo den ældste. — Kan I forestille jer shejkens ansigt, når han løfter hendes slør?
Moderen smilede også, og faderen tænkte, at pigen alligevel straks ville blive sendt hjem.
— Please, gør ikke det, — hviskede Leila. — Jeg vil ikke være alles grin.
Men ingen lyttede.
De gav hende en smuk kjole på, dækkede hendes ansigt med et tæt slør og førte hende næsten med magt til udsendingene. Familien stod ved porten og kunne næsten ikke holde latteren tilbage.
De var sikre på, at Leila allerede samme aften ville komme tilbage fornedret.
Men udsendingene åbnede ikke hendes ansigt og førte hende straks til paladset efter den fastlagte procedure.
Leila rystede hele vejen.
Marmorsalene, de høje søjler og de tavse tjenere gjorde hende endnu mere bange. Hun stod midt i den enorme sal med bøjet hoved og ventede på det øjeblik, hvor shejken ville se arret.
Før hende havde dusinvis af smukke piger allerede været der. Hver især forsøgte de at gøre indtryk med smil, smykker og indlærte taler.
Men den unge hersker var træt af forstillelse.
Da han trådte ind i salen, lagde han mærke til, at den nye gæst ikke forsøgte at tiltrække hans opmærksomhed. Hun stod helt stille, som om hun ønskede at blive usynlig.
— Hvad hedder du? — spurgte han.
— Leila, svarede hun næsten uhørligt.
— Hvorfor er du så bange?
Hun sagde ingenting.
Så løftede shejken langsomt hendes slør.
Leila lukkede øjnene og forventede den velkendte reaktion — væmmelse, medlidenhed eller latter.
Men shejken sagde intet.
Han så ikke kun på arret. Det, der ramte ham mest, var pigens øjne — triste, ærlige og forbløffende rene.
— Se på mig, — sagde han blidt.
Leila løftede forsigtigt hovedet.
— Hvem sendte dig herhen?
Hun kunne have fortalt om søstrenes grusomme spøg, men i stedet sagde hun stille:
— Min familie mente, at det var det rigtige.
Shejken forstod straks, at pigen beskyttede de mennesker, som i årevis havde ydmyget hende.
Han beordrede, at Leila skulle behandles med respekt, og at hun skulle have de bedste gemakker. I de følgende dage talte de meget sammen.
Hun spurgte aldrig om rigdom, smykker eller magt. Hun talte i stedet om fattige familier, ensomme kvinder og børn, som ingen hjalp.
Jo mere shejken lærte hende at kende, desto mere beundrede han den godhed, som års ydmygelser ikke havde kunnet ødelægge.
Efter nogle dage samlede han sine rådgivere og erklærede:
— Jeg har truffet mit valg. Leila skal være min hustru.
Nyheden spredte sig gennem byen hurtigere end vinden.
Folk kunne ikke tro det. Dem, der engang havde grinet af pigen, trængtes nu ved paladsets porte i håb om blot at få et glimt af hende.
I hendes forældres hus faldt stilheden.
Den ældste søster råbte, at der måtte være sket en fejl. Moderen kunne ikke finde ro, og faderen undgik naboernes blikke.
Alle forstod: I forsøget på at ydmyge Leila havde de selv sendt hende direkte mod lykken.
Kort tid efter blev familien inviteret til paladset.
De forventede at se den samme skræmte pige, som man igen kunne kommandere med.
Men foran dem stod shejkens kommende hustru — rolig, selvsikker og omgivet af respekt.
Moderen forsøgte at smile:
— Leila, skat, vi vidste altid, at du var noget særligt.
Pigen så på hende uden vrede.
— Nej, mor. I troede bare ikke, at nogen kunne se mere i mig end arret.
Shejken gik hen til Leila og tog hendes hånd.
Leila hævnede sig ikke på nogen. Hun bad blot om, at der i paladset blev åbnet et hjem for piger, som var blevet afvist af deres familier på grund af udseende, fattigdom eller oprindelse.
Snart talte byens indbyggere ikke længere om hendes ar, men om hendes godhed og visdom.
Og søstrene huskede længe den dag, hvor de havde besluttet at lave en grusom joke.
De ville sende Leila til paladset for at blive ydmyget…
Men det var netop dér, hun for første gang fandt et menneske, som så hendes sande skønhed.
