Vi adopterede en 4-årig pige, men allerede efter en måned sagde min kone: “Vi bliver nødt til at give hende tilbage.”
Simon og Claires drøm om at blive forældre gik endelig i opfyldelse, da den fireårige Sophie kom ind i deres liv. Efter mange års kamp mod barnløshed og en udmattende adoptionsproces tog de den lille pige ind i deres familie.
I begyndelsen virkede alt perfekt. Simon følte straks en dyb forbindelse til Sophie, og Claire så også ud til at være klar til et nyt liv for tre. Men den lykke varede kun en måned.
En dag kom Simon hjem og fandt Sophie bange og Claire kold og fjern. Det viste sig, at pigen, mens han var væk, havde villet se nærmere på Claires brudekjole og ved et uheld kommet blå maling på den.
For Claire blev det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Hun hævdede, at Sophie “manipulerede” dem og bevidst forsøgte at ødelægge deres liv og ægteskab.
Simon var rystet. Claire stillede et hårdt ultimatum: enten sender de Sophie tilbage til adoptionsbureauet, eller også går hun. Desuden indrømmede hun, at hun aldrig havde ønsket sig et barn lige så meget som Simon, og at hun så pigen mere som en byrde end som en datter.
Simon kunne ikke forråde et barn, der allerede havde oplevet afvisning alt for mange gange. Uden tøven valgte han Sophie. I det øjeblik forstod han, at den kvinde, han havde giftet sig med, ikke længere fandtes.
Et år senere, efter deres brud, mødtes de med mellemmanden for endeligt at få papirerne på plads. Claire forsøgte at undskylde og sagde, at hun havde været overvældet og gerne ville prøve igen. Men Simon stod fast.
Han fortalte, hvilken smerte Sophie havde gennemlevet efter Claires pludselige afvisning: natlige frygt, angst og den konstante frygt for at blive forladt igen.
Simon sagde direkte til Claire: “Du var måske overvældet. Men jeg blev. Og jeg kan ikke længere elske en kvinde, der knuste et barns hjerte.”
I dag er Simon enlig far og helliger sig fuldt ud at hjælpe Sophie med at hele. Pigen er stadig indimellem bange og søger bekræftelse på, at hun ikke bliver forladt, men langsomt lærer hun at stole på og åbne sig.
Hun lærer, at kærlighed ikke skal fortjenes gennem perfekt opførsel. Og Simon fortryder intet: han mistede sin kone, men han fik en datter. Og deres bånd er blevet det sande fundament i et hjem, hvor der endelig er kærlighed, tryghed og loyalitet.
