Jægerne hang en skovfoged op i et træ med hovedet nedad, og da de gik, lo de: “God fornøjelse.” Men da en ulv kom løbende fra skovens dyb på hans skrig, gjorde rovdyret noget, som var ved at få skovfogeden til at besvime. 😲😢
Skovfogeden havde fået øje på jægerne på lang afstand. Fire mænd gik ad skovvejen med geværer og slæbte deres bytte. Han gik straks hen til dem og sagde bestemt:
— Stop straks jagten og forlad skoven. Det her er et beskyttet område.
De kiggede på hinanden og grinede. Den gamle mand var alene, mens de var fire — stærke, frække og sikre på, at de kunne slippe af sted med det.
— Du skal komme til at stå til regnskab for dine ord, gamle mand. Der er endnu ikke født nogen, som kan bestemme over os, sagde en af dem.
Det hele udviklede sig hurtigt. De greb ham, væltede ham i sneen og bandt hans hænder og fødder. Han forsøgte at kæmpe sig fri, men kræfterne var ulige.
— Lad os hænge ham op i et træ som levende lokkemad. I dag får bjørne og ulve et solidt måltid, foreslog en af jægerne.
De kastede rebet over en tyk gren, hejste ham op med hovedet nedad og strammede knuderne godt. Blodet fór op i hovedet på ham, og det sortnede for øjnene.
— God fornøjelse. I morgen kommer vi tilbage efter dine knogler, råbte de til sidst og gik grinende derfra.
Snefnuggene faldt i store flokke, og skoven sank hen i stilhed. Den gamle mand hang der hjælpeløs med følelsesløse arme. Han forstod, at han ikke selv kunne komme fri, selv om han kæmpede til det sidste. Han skreg og råbte om hjælp, men omkring ham var der kun skoven. Og pludselig lød der en raslen i det fjerne.
Han forventede at se mennesker, men mellem træerne dukkede en grå skygge op.
En ulv.
Rovdyret standsede først på afstand og holdt øje. Så tog det et skridt, og endnu et. Sneen knasede sagte under poterne. De ravfarvede øjne slap ikke manden af syne.
Skovfogeden frøs.
— Så er det slut… — tænkte han. — Nu er det ude med mig.
Da ulven hylede langt og vedvarende, snørede alt sig sammen indeni den gamle.
— Den kalder endda på sine venner… — tænkte han.
Han havde allerede mentalt sagt farvel til livet, da dyret gjorde noget, som tog pusten fra manden og sendte en iskold gysen ned ad ryggen på ham. 🫣😱
Ulven sprang op og greb fat i rebet med tænderne. Den gamle troede, at den rev i det for at komme hen til ham. Rebet strammede og knagede. Skovfogeden åbnede øjnene og så, at rovdyret rasende bed i rebet, ikke i ham.
Ved det tredje ryk gav knuden slip, rebet brast, og den gamle faldt tungt ned i sneen. Han lå der og kunne ikke tro, at han stadig levede. Ulven stod ved siden af ham, trak vejret tungt og kiggede roligt på ham, som om den havde genkendt ham.
Så huskede skovfogeden.
Den foregående vinter var han stødt på en fælde, som jægerne havde sat, hvor en ung ulv kæmpede. Poten sad fast, og dyret knurrede og forsøgte at bide. Den gamle kunne være gået videre. Men han lagde jakken over dyret, åbnede fælden og slap det fri i skoven.
Ulven vendte sig om og så længe på ham. Nu gjorde den det samme.
Den gamle forsøgte at rejse sig. Ulven trådte et par skridt tilbage, hylede kort og forsvandt langsomt mellem træerne.
