Manden kørte sin kone til kirkegården om natten, førte hende hen til et frisk gravsted og sagde: »Det her sted er til dig«. Hun skrev under på papirerne af frygt… men senere fik hun ham selv til at stå på knæ foran hende 😱
Anna havde længe forstået: hendes mand ønskede ikke en skilsmisse, men hendes fuldstændige forsvinden fra hans liv. Først bad han roligt om, at hun underskrev dokumenterne og kaldte dem »en almindelig formalitet«. Derefter begyndte han at lægge pres på hende, blive vred og pludselig opførte han sig alt for høfligt.
— Skriv under, så er det hele slut, — sagde han.
Men Anna nægtede. Hun vidste, at hvis hun skrev under, ville hun efter skilsmissen stå uden hus, virksomhed og penge.
En nat sagde manden:
— Lad os tage af sted. Vi må tale uden nysgerrige ører.
Anna mærkede uro, men satte sig alligevel ind i bilen. Efter et stykke tid standsede de. Forlygternes lys trak gamle kors, våd jord og en frisk grav frem af mørket.
— Stig ud, — befalede han koldt.
Han førte hende hen til gravens kant og sagde roligt:
— Forestil dig: man har fundet en uidentificeret kvinde. Ingen papirer. Dødsårsagen skriver de som det skal være. Hvem skulle lede efter hende?
Anna blev bleg.
— Du er jo blevet sindssyg…
Men manden havde allerede taget en mappe og en pen frem.
— Du skriver under, og så kører vi herfra, som om intet er sket.
Annas hænder rystede. Foran hende var en våd, tom gravgrop, ved siden af hende den mand, hun engang havde elsket og nu frygtede mere end nogen anden i verden. Af rædsel og magtesløshed skrev hun under.
— Sådan, dygtig pige, — sagde han lavt.
Han var sikker på, at han havde vundet. Men han kendte ikke det vigtigste: Før turen havde Anna sendt sin veninde en besked med adressen og ordene: »Hvis der sker mig noget — så led her«. Og i bilen havde hun diskret tændt optagelsen på sin telefon.
Få dage senere blev manden indkaldt til efterforskeren. Optagelsen med truslerne, kirkegårdens koordinater, den friske grav og dokumenterne underskrevet under pres tegnede et frygteligt billede.
Retten erklærede papirerne ugyldige. Og hans ord om »en uidentificeret kvinde« lød nu ikke længere som trusler, men som bevis.
Da efterforskeren læste anklagen op, forstod manden for første gang: han havde vist graven til den forkerte kvinde.
Anna skreg ikke og hævnede sig ikke. Hun gjorde bare det rigtige i tide.
Og nu stirrede han på cellevæggene og drømte om at få den nat tilbage.
