Bruden døde midt under bryllupsceremonien, og hun blev kørt til lighuset. Men en medarbejder i lighuset lagde mærke til noget mærkeligt: brudens kinder var røde, som om hun stadig levede, og hendes hjerte syntes at slå.
Så skete der noget, som skræmte alle fra vid og sans.
Om morgenen kørte en ambulance op til bygningen. Sirenen tav pludselig, og ind på gårdspladsen kørte den ene bil efter den anden, pyntet med hvide bånd og blomster. Ved indgangen til lighuset standsede et rigtigt bryllupsoptog. Folk i festtøj stod helt forvirrede: nogle græd, andre stirrede bare tavst frem for sig.
Bruden blev båret ind på en båre. Hun bar en blondekjole, håret var sirligt sat, og brudebuketten lå stadig på hendes bryst. Ved siden af hende gik brudgommen. Han skreg ikke og græd ikke. Han så på hende, som om alt, der var sket, var en frygtelig fejl.
Medarbejderen betragtede det hele fra gangen. Hun havde kun arbejdet i lighuset i kort tid. I begyndelsen var hun bange; om natten drømte hun om kolde vægge og lange, tomme gange. Men en dag sagde overlægen til hende:
— Man skal ikke være bange for de døde. De farligste er dem, der går rundt og smiler.
Siden da bevarede hun roen ved siden af ligene. De kunne ikke længere gøre nogen fortræd.
Da familien blev ført bort, blev kroppen tilbage i det kolde rum. Lægen tjekkede hurtigt papirerne og sagde:
— Obduktionen er i morgen. Afslut din vagt i dag, og bliv ikke hængende.
— Er dødsårsagen fastslået? spurgte hun.
— Forgiftning. Alt er i orden, det er underskrevet. Bare rolig.
Han gik. Stilheden sænkede sig over lighuset.
Hun gik tættere hen til bordet. Bruden så alt for rolig ud. Huden var ikke bleg. Læberne var ikke blå. Kinderne glimtede svagt.
Hun rynkede panden. I et lighus er der altid koldt. Kroppe bliver hurtigt kolde.
Hun rørte forsigtigt ved pigens hånd og trak straks fingrene til sig. Huden var varm.
Hun rørte ved hende igen, denne gang mere opmærksomt. Under fingrene mærkede hun blødheden af en levende krop. Det virkede endda, som om brystet bevægede sig en smule.
— Det kan ikke passe… hviskede hun.
Hun lagde øret mod brystet og hørte i stilheden en næsten uhørlig lyd.
Et hjerteslag.
Hun fór tilbage og dækkede munden med hånden. Hvis hun havde ret, skulle pigen begraves levende.
Uden at tøve løb hun hen til lægen.
— Skynd dig, kom med mig. Hun er i live.
Lægen sukkede tungt og fulgte med hende. Efter at have undersøgt kroppen sagde han:
— Det er resterende varme. Du tager fejl.
Han gik, og hun blev tilbage alene.
Senere syntes hun, at brudens fingre bevægede sig ganske lidt.
Den nat satte hun et lille kamera op i rummet. Om morgenen så hun optagelsen.
Efter nogle timer bevægede kroppen sig faktisk. Bruden trak vejret dybt og åbnede øjnene.
Få minutter senere kom lægen og brudgommen ind i rummet.
— Alt er i orden. Dosis blev beregnet præcist. Officielt er hun erklæret klinisk død, sagde lægen.
De hjalp hende op og førte hende væk.
Så forstod medarbejderen i lighuset det hele.
Der havde ikke været nogen forgiftning. Bruden var blevet lagt i kunstig koma. Hendes “død” var nødvendig for at skaffe penge og tage kontrol over virksomheden.
Men de havde ikke taget én ting i betragtning: at der var et menneske til stede, som ikke opfattede det som indbildning.
Hun havde gemt en kopi af optagelsen.
Og denne gang gik hun til lægen ikke alene.
