Om aftenen gik Emma ud for at smide skrald ud. Gården var som sædvanlig — stille, grå og næsten livløs. Ved siden af containerne stod en gammel bænk og flere sække med affald.
Pludselig kørte en lille lastbil hen til lossepladsen. To drenge steg ud af førerhuset. De læssede hurtigt en slidt lænestol af, uden at se sig tilbage, og kørte straks videre.
Emma blev opmærksom og gik tættere på.
Lænestolen så gammel ud: betrækket var slidt, armlænet revet, men selve konstruktionen var solid, og stellet intakt.
“Det er mærkeligt… hvorfor smide sådan en ting ud?” tænkte hun. “Lidt arbejde, og den vil være som ny.”
Hun stod stille i et par minutter, som om hun overvejede sin beslutning, og trak derefter målbevidst lænestolen hen mod opgangen. Med besvær fik hun den båret op i lejligheden.
— Mener du det seriøst? spurgte hendes mand Daniel overrasket. — Skal vi nu samle møbler op fra gaden?
— Se godt efter, svarede Emma roligt. — Stellet er stærkt. Vi skifter betrækket, og så får vi en fremragende lænestol. Du kommer ikke engang til at have lyst til at rejse dig fra den bagefter.
Daniel rystede på hovedet, men kunne ikke lade være med at smile:
— Nå ja… når du nu allerede har slæbt den med hjem, så lad os prøve. Men hvis der er kakerlakker i den, så bærer jeg den straks ned igen.
De bar lænestolen ind i stuen. Daniel tog værktøjet frem og begyndte forsigtigt at fjerne det gamle stof. Imens fandt Emma et kraftigt, lyst stykke stof og tråd frem og satte symaskinen på bordet.
— Hvem i alverden har gjort det her?.. mumlede Daniel, mens han trak hæfteklammerne ud. — Det er klistret fast som bare pokker, men lavet sjusket. Det er tydeligvis ikke en fagmand.
Han fjernede betrækket fra ryglænet og gik videre til sædet. Da stoffet næsten var løsnet, stivnede han pludselig.
— Emma… kom herhen. Nu.
Der var noget urovækkende i hans stemme.
Emma kom tættere på og lænede sig over lænestolen. Det, de så indeni, fik dem til at fryse til is.
Daniel skubbede fyldet til side — og der lå en pose. Så en anden. Og en tredje.
De var alle fyldt med omhyggeligt bundne bundter af hundreddollarsedler.
I et øjeblik blev der helt stille i rummet.
Emma og Daniel så tavst på hinanden.
— Hvor kommer det fra?.. spurgte hun lavt.
Daniel sank en klump.
— Hvis lænestolen blev smidt ud… så var den ikke brugt af nogen længere. Så… vidste den, der smed den ud, ikke noget om pengene. Eller…
Han færdiggjorde ikke sætningen.
— Eller også er det nogens beviser, sagde Emma stille. — Måske… hænger det sammen med en forbrydelse.
Stilheden blev tung, næsten kvælende.
— Hvad gør vi?.. Ringer til politiet? spurgte hun.
Daniel kørte hånden gennem håret og så igen på pengene.
— Eller… sagde han langsomt, købe billetter og bare tage på ferie?
De stod midt i rummet.
Og for deres fødder lå noget, der på et øjeblik kunne ændre… eller ødelægge deres liv.
