Jeg er dyrlæge, og folk ringer ofte til mig om natten. De er overbeviste om, at hvis man har en uddannelse, så skal man kunne løse alt — fra “katten nyste” til “red mit dyr med det samme”.
Men Anna ringede om dagen. Og i hendes stemme var der en træthed, som om hun ikke havde sovet i månedsvis.
— Goddag, er det klinikken? Jeg hedder Anna. Jeg har en tid… Jeg har et problem med min kat. Hun lader mig ikke sove.
Sætningen “katten lader mig ikke sove” kan betyde hvad som helst. Men der var ingen irritation i hendes stemme — kun bekymring.
Anna kom pænt klædt og en smule anspændt. Hun var omkring femoghalvtreds, havde glat hår og en frakke i samme farve som sine støvler. Hun bar transportkassen så forsigtigt, som om der lå porcelæn indeni.
— Det er Luna, sagde hun. — Det var min mand, der valgte navnet. Men om natten er hun ikke Luna, hun er et vækkeur med kløer.
Fra kassen kiggede store, rolige øjne på mig. En stor grå kat med tæt pels og ikke en antydning af aggressivitet.
— Hvad sker der? spurgte jeg.
Anna sukkede dybt.
— Hver nat, omkring klokken tre eller fire, vækker hun mig. Først rører hun blidt min kind med poten. Hvis jeg ikke reagerer, bliver hun mere insisterende. Hun kan bide mig i hånden, trække dynen væk. Hun roer sig ikke, før jeg står op og går ud og sover på sofaen i stuen. Og så snart jeg går, lægger hun sig på min pude og sover til morgen.
— Hvor længe har det stået på?
— Cirka tre måneder. Først troede jeg, at hun havde ændret temperament. Så tænkte jeg, at det var stress. Psykoterapeuten sagde, at det var stressbetinget søvnløshed og gav mig beroligende medicin… men det blev ikke bedre.
Luna sad roligt ved siden af sin ejer og så uafbrudt på hende.
Jeg undersøgte katten: hjertet slog regelmæssigt, vejrtrækningen var ren, vægten var normal. Et helt sundt dyr.
Og i det øjeblik ramte det mig med rædsel: problemet var ikke katten. Slet ikke katten.
— Anna, spurgte jeg forsigtigt, hvordan har du det, når hun vækker dig?
Hun tænkte sig om.
— Dårligt. Hjertet hamrer. Jeg bliver tør i munden. Nogle gange føles det, som om jeg ikke kan få luft. Først tror jeg, at mit blodtryk stiger… så lægger jeg en tablet under tungen og går ud på sofaen. Efter et stykke tid bliver det bedre.
— Har nogen nogensinde sagt, at du snorker?
Hun rødmede.
— En nabo sagde engang, at jeg om natten ligesom stopper… og så pludselig hiver efter vejret.
Jeg så på Luna. Hun tog stadig ikke øjnene fra Anna.
— Det ser ud til, sagde jeg langsomt, at Luna ikke vækker dig, fordi hun er uartig. Måske reagerer hun på noget, der sker med dig i søvne. Dyr kan mærke ændringer i vejrtrækningen eller en uregelmæssig hjerterytme. For hende er det et alarmsignal.
Anna så på mig, som om jeg havde sagt noget mærkeligt.
— Så… hun redder mig?
— Det kan jeg ikke bevise, svarede jeg. — Men jeg er sikker på én ting: Problemet er ikke katten. Du skal undersøges. Blodprøver, sukker, hjerte… måske også vejrtrækningen under søvn. Start der.
Hun var tavs længe og nikkede så.
En uge senere ringede Anna igen. Hendes stemme lød anderledes — levende.
— Jeg har fået taget prøverne, sagde hun. — Mit blodsukker er forhøjet… og jeg har hjerteproblemer. Lægerne sagde, at min vejrtrækning nogle gange stopper om natten. Det er alvorligt…
Hun holdt en pause.
— Hvis Luna ikke havde vækket mig… havde jeg bare fortsat med at tro, at det var mine nerver.
Nu er Anna i behandling. Hun har fået medicin, og hendes søvn er langsomt blevet bedre.
Og Luna kommer stadig om natten — men hun vækker hende ikke længere. Hun lægger sig bare ved siden af hende… og spinder stille.
