Min mand døde i en bilulykke. Det hele skete pludseligt, uden varsel. På hospitalet fik jeg hans personlige ejendele tilbage: pung, nøgler, ur … og telefonen. De sagde, at skaderne var for alvorlige.
Jeg lagde hans telefon væk — som en smertefuld påmindelse om den mand, jeg elskede.
Der gik noget tid. En dag besluttede jeg mig endelig for at få den repareret.
Værkstedet lå i et halvnedsænket lokale i et gammelt indkøbscenter. Mekanikeren — en helt almindelig mand i fyrrerne — undersøgte telefonen roligt og sagde, at skærmen skulle skiftes. Intet svært, omkring en times ventetid.
Jeg satte mig på den eneste stol. Han tændte lampen, tog værktøjet frem og begyndte forsigtigt at skille telefonen ad. Han arbejdede sikkert og koncentreret.
Jeg kiggede ud ad det matte vindue, hvor regndråberne løb ned over glasset … og tænkte på børnene. Hvordan skulle jeg forklare dem, hvor fars telefon var blevet af? Min datter ville forstå det. Men min søn … han spørger stadig nogle gange, hvornår far kommer hjem.
Efter en halv time var skærmen skiftet. Mekanikeren satte telefonen til opladeren og trykkede på tænd-knappen.
Skærmen lyste op.
Og pludselig — en vibration.
Jeg lagde ikke mærke til det med det samme, men jeg så mekanikerens ansigt ændre sig. Han rynkede panden og stirrede længere end normalt på skærmen.
— Er der noget galt? — spurgte jeg.
Han vendte sig langsomt mod mig med telefonen i hånden og sagde stille:
— Du bør læse det her … Undskyld. Jeg ville ikke kigge, men beskeden dukkede op med det samme.
Jeg tog telefonen. Først slørede bogstaverne for mine øjne. Men da jeg forstod, hvad der stod, føltes det, som om verden brød sammen.
Beskeden kom fra en ukendt kontakt. I stedet for et navn — kun et hjerte.
“Min skat, jeg har ventet på dig i tyve minutter. Hvornår kommer du? Eller holder din kone dig igen? Kom snart, jeg savner dig…”
Det blev mørkt for mine øjne.
Det var ikke mig, der havde skrevet det.
Så … han havde en anden kvinde.
Den dag var han ikke på vej hjem. Ikke på vej på arbejde.
Han var på vej til hende.
For hurtigt.
Og det var derfor, ulykken skete.
Jeg sad i værkstedet med hans telefon i hænderne og forstod for første gang, at jeg ikke kun havde mistet min mand … men også sandheden om ham.
Og nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal leve med den tanke — med erkendelsen af, at den mand, jeg elskede og sørgede over, døde, mens han skyndte sig hen til en anden kvinde.
