Jeg var på vej hjem efter en helt almindelig undersøgelse hos lægen. Intet alvorligt, bare et rutinetjek, så jeg sad roligt på bagsædet af taxaen og kiggede ud ad vinduet. På et tidspunkt fik jeg øje på en velkendt bil i en sidegade. Det var min svigerdatter Mayas bil.
Det gjorde mig straks bekymret. Deres hjem og arbejde lå på den anden side, og det kvarter var afsides, næsten mennesketomt. Jeg tænkte, at jeg måske tog fejl, men nummerpladen passede. For at fjerne min tvivl besluttede jeg at ringe til hende.
— Maya, hej skat, hvor er du?
Hun svarede næsten med det samme. Hendes stemme lød mærkelig, anspændt, som om hun forsøgte at tale roligt uden at kunne få det til at fungere.
— Øh… hjemme. Jeg vil bage en tærte, sagde hun.
Uden at tænke nærmere over det kiggede jeg ud ad vinduet igen og så hendes bil foran os. I det øjeblik forstod jeg, at hun løj. Jeg var ved at sige til hende, at jeg kunne se hendes bil, men jeg mærkede en indre uro og besluttede ikke at afsløre mig selv.
— Godt, så kommer jeg forbi i aften, sagde jeg, som om intet var hændt.
— Fint, jeg venter på dig, svarede hun og lagde næsten straks på.
Jeg lagde telefonen fra mig og bad taxachaufføren om at følge den bil. På det tidspunkt var jeg overbevist om, at hun havde en elsker og var på vej til et hemmeligt møde.
Vi kørte i omkring ti minutter. Mayas bil drejede mod en gammel bro ved søen og standsede. Det sted blev sjældent besøgt, især ikke midt på dagen. Jeg så hende stige ud af bilen, se sig omkring og derefter åbne bagagerummet.
Derfra tog hun besværligt en stor, gammel brun kuffert. Maya kastede endnu et blik omkring sig, gik hen til kanten af broen og smed pludselig kufferten i vandet.
Jeg sad i taxaen og kunne ikke forstå, hvad der lige var sket. Hvis det bare var skrald, hvorfor så tage så langt og smide det i søen i stedet for i en almindelig skraldespand? Det gav ingen mening.
Jeg ventede, til Maya var væk. Derefter betalte jeg chaufføren og gik ned mod vandet. Kufferten var allerede blevet taget af strømmen, men jeg fik øje på den tæt ved bredden. Jeg gik ud i vandet, greb håndtaget og fik den med besvær trukket ind til land.
Da jeg åbnede kufferten, blev jeg grebet af en dyb rædsel ved synet af, hvad der lå indeni.
Indeni lå Mayas tøj. Jeg genkendte det med det samme — hendes hjemmetrøje og de bukser, hun ofte gik med. Stoffet var vådt, tungt og flere steder gennemvædet af mørkerøde pletter, som vandet ikke havde kunnet fjerne. Det var ikke tilfældige pletter.
Under tøjet, pakket ind i et viskestykke, lå der en kniv. En helt almindelig kniv, intet særligt, den slags hun brugte til at skære grøntsager, kød og brød med, når vi var samlet som familie. Jeg havde set den hundredvis af gange i deres køkken. Og netop det gjorde det hele endnu mere skræmmende.
I det øjeblik stod det klart, at det hverken handlede om et skænderi, en hemmelighed eller en simpel galskab. Hun forsøgte at få beviser til at forsvinde. Kufferten var blevet smidt i søen ikke af frygt, men med kold beregning, i håb om at vandet ville udslette alt.
Jeg blev stående på bredden og indså, at jeg nu vidste alt for meget. Hvis jeg gik til politiet, ville min søns familie blive ødelagt, og han ville aldrig tilgive mig. Hvis jeg tav, ville jeg blive medskyldig i en forbrydelse, selv om jeg ikke selv havde gjort noget med mine egne hænder.
Jeg lukkede kufferten igen og blev stående længe og stirrede på vandet, mens det gik op for mig, at der ikke længere fandtes nogen vej tilbage. Fra nu af vil enhver beslutning, jeg træffer, være forkert, og det er mig, der må leve med konsekvenserne.
