Jeg klatrede op ad stigen for at skære de tørre grene af træet, men pludselig begyndte min hund at gø ihærdigt og trække mig nedad i bukserne. Først troede jeg, at den bare var blevet skør, eller at den legede og ved et uheld kunne skubbe mig ned fra stigen. Jeg prøvede at skubbe den væk og blev endda vred, men få sekunder senere skete der noget fuldstændig uventet.
Jeg var allerede halvvejs oppe ad stigen og strakte grensaksen mod de tørre grene på det gamle æbletræ ved siden af huset. Morgenen havde været mærkelig fra begyjndelsen. Himlen var dækket af tunge grå skyer, og luften stod stille og fugtig, som før en kraftig regn. Jeg kunne mærke, at vejret var ved at skifte, men jeg besluttede alligevel at færdiggøre arbejdet, for de tørre grene burde have været fjernet for længe siden.
Jeg havde stillet stigen op tidligt om morgenen, lænet den forsigtigt mod stammen og tjekket, at den stod fast. Jeg gik et par trin op og var lige ved at klippe den første gren over, da jeg pludselig mærkede, at nogen trak mig i bukserne bagfra.
Jeg vendte mig om og var forvirret et øjeblik. Min hund forsøgte at klatre op ad stigen efter mig. Dens poter gled på metaltallene, dens kløer kradsede mod metallet, og dens øjne var vidt åbne, mens den kiggede direkte på mig. — „Hey, hvad laver du?“ — sagde jeg med et nervøst smil. — „Gå ned.“
Jeg lavede en bevægelse med hånden i håb om, at den ville gå væk, men hunden flyttede sig ikke. Tværtimod klatrede den lidt højere op, satte forpoterne på stigen og greb pludselig fat i mine bukser med tænderne. Den begyndte at trække. Hårdt. Jeg blev forskrækket og mistede næsten balancen. — „Er du skør? Giv slip på mig!“ — sagde jeg vredt.
Men den gav ikke slip. Hunden trak mig nedad, stemte imod med poterne og blev ved med at gø, som om den forsøgte at stoppe mig for enhver pris. Først blev jeg vred, men efter et par sekunder indså jeg, at det slet ikke lignede en leg. Den havde aldrig opført sig sådan før. Der var noget anderledes i dens øjne. Som om den prøvede at fortælle mig noget.
Jeg forsøgte at klatre op igen, men hunden trak i mine bukser igen med så stor kraft, at jeg uvilkårligt greb fat i stigen med begge hænder. Jeg sukkede dybt og begyndte at klatre ned. — „Det er godt, det er nok,“ mumlede jeg. — „Hvis du ikke falder til ro, spærrer jeg dig inde.“
Hunden bøjede hovedet, som om den følte skyld, men jeg førte den alligevel ind i indhegningen og lukkede lågen. Det virkede som om, jeg nu kunne færdiggøre arbejdet i fred. Men lige i det øjeblik skete der noget, der efterlod mig rædselsslagen, og pludselig forstod jeg, hvorfor min hund opførte sig så mærkeligt…
Jeg gik hen til stigen igen og satte foden på det første trin. Og i samme øjeblik lød der et højt brag over mit hoved. Lyden var høj og tør, som om noget knækkede midt over. Jeg løftede automatisk hovedet. Og jeg så, hvordan en enorm tør gren løsnede sig fra træet.
Den faldt præcis mod det sted, hvor mit hoved havde været et sekund før. Grenen faldt til jorden med et kæmpe brag, splintredes i stykker og passerede kun få centimeter fra mig. Mine ben blev øjeblikkeligt bløde. Jeg blev stående ved siden af stigen og kiggede på den enorme knækkede gren, mens mit hjerte bankede så hårdt, at jeg kunne høre det i mine ører.
Og så forstod jeg det. Min hund drillede mig ikke. Den forsøgte at stoppe mig. Den havde følt faren før mig. Måske hørte den knage-lyden inde i træet eller følte, at grenen var ved at knække.
Jeg vendte mig langsomt mod indhegningen. Hunden kiggede på mig gennem hegnet. Dens øjne var opmærksomme og rolige, og dens hale bevægede sig blidt fra side til side, som om den ventede på, at jeg endelig forstod det. Jeg gik hen, åbnede lågen og satte mig på knæ ved siden af den. Hunden tættede sig straks ind til mig. Jeg tog armen om dens hals og sagde med lav stemme: — „Du reddede mit liv.“
Siden den dag har jeg aldrig mere ignoreret dens instinkter. 🤔❤️🐕🐕🐕
