Jeg drev den lille butik, som om det var mit eget hjem — jeg kendte hver hylde, hver kasse og hvert produkt. Da dyre produkter begyndte at forsvinde, troede jeg først, at det var en tilfældighed, men senere mistænkte jeg medarbejderne.
Jeg spurgte dem åbent med et tvunget smil, men fik kun forvirrede blikke. Det var ydmygende, fordi det altid var de dyreste produkter, der forsvandt.
Da dyre produkter på mærkelig vis begyndte at forsvinde fra min butik, troede jeg, at medarbejderne stjal; men efter at have set overvågningsoptagelserne, blev jeg chokeret.
Min tålmodighed var opbrugt. Jeg samlede flere ugers optagelser og tog dem til politiet.
Men på optagelserne så vi noget helt andet — værre end simpel tyveri… En kvinde dukkede ofte op i kørestol. Hun bevægede sig langsomt, bad om hjælp, smilede — og ingen bemærkede kørestolen.
Det var tydeligt, hvordan hun gemte de dyreste produkter under den. Ingen turde kontrollere. Det værste: hun var ikke handicappet. Senere gik hun roligt uden kørestol. Alt var planlagt på forhånd.
Da dyre produkter på mærkelig vis begyndte at forsvinde fra min butik, troede jeg, at medarbejderne stjal; men efter at have set overvågningsoptagelserne, blev jeg chokeret.
Politiet lovede en forsigtig fremgangsmåde, indsamling af beviser og vidner. 🤔
