Den 31. december gav min søn mig en gulvskrubbe med ordene: „Så du ikke glemmer din plads“; gæsterne grinede, men efter midnat lavede jeg en meddelelse, som de senere fortrød dybt… ☹️
Udenfor køkkenvinduet falder sneen langsomt og tungt. Den lægger sig på grenene af grantræerne ved hegnet, på taget af saunaen og på bedene, som jeg hele sommeren har ordnet omhyggeligt og grundigt. Vinteren dækker sporene, og verden udenfor virker stille og ryddelig.
Inde i huset er der den sædvanlige stilhed. Den er varm, tæt, fyldt med duften af dej, gran og ovnens varme. I sådanne øjeblikke tynger ensomheden i mine toogfirs år mig ikke; tværtimod giver den en følelse af ro.
Jeg kan høre gulvbrædderne knirke, høre huset reagere – huset, som min mand og jeg byggede sammen for mange år siden. Min mand har været væk i lang tid, men hans tilstedeværelse mærkes stadig i disse vægge.
Jeg ved, at det ikke varer længe. Snart vil huset fyldes med stemmer, skridt, latter og travlhed. Min søn Max kommer med sin kone og deres datter, og sammen med dem slægtninge og venner. I alt seksten personer. Jeg forbereder alt, som jeg har gjort i mange år.
Kyllingen bruner allerede i ovnen. Skåle med salater står på bordet, kål- og kartoffelpies er omhyggeligt lagt på klude. Jeg har meget at gøre, men alt er velkendt og kræver ingen yderligere tanker.
De kommer støjende. Bremser knirker, døre smækker, og samtaler og latter strømmer ind i huset sammen med den kolde luft. Ingen stopper op for at kramme mig. Jeg træder blot til side for at give plads og vender tilbage til køkkenet. Dette sted har længe været mit.
Festen starter af sig selv. Jeg bærer retterne frem, lægger tallerkenerne, hælder drikkevarer op og rydder de tomme salatskåle af. Ved bordet lyder skåltaler for det forgangne år, for planer og for helbred. Glasene klirrer over duge, som jeg broderede, mens min mand stadig levede. Jeg lytter og forbliver tavs.
Efter et par skåltaler rejser Max sig fra bordet. Han taler højere end normalt, selvsikkert, som om han ved, at folk vil lytte. Han annoncerer, at det er tid til gaver, og nærmer sig mig med en lang pakke i hænderne. Gavepapiret knitrer, da han pakker det ud – det er en gulvskrubbe. Han rækker den til mig og siger:
— Så du ikke glemmer din plads — sagde han højt, så alle kunne høre det.
Rummet eksploderede i latter. Nogen fniste, nogen klappede, bruden vendte sig væk, og lod som om hun ordnede servietten. Jeg stod roligt med gulvskrubben og så på dem lige så stille, som jeg havde set sneen udenfor.
Præcis kl. 00:00 fyldte råb om „Godt Nytår!“ huset, champagne skvulpede over kanten, nogen krammede Max, nogen rakte sig mod svigerdatteren. Jeg stillede gulvskrubben op ad væggen, tørrede mine hænder langsomt med et håndklæde og ventede, indtil det sidste slag af uret forsvandt i larmen.
Og det var da, jeg lavede min meddelelse, som de senere dybt fortrød…
— Og nu — sagde jeg roligt, uden at hæve stemmen — har jeg også en meddelelse. Latteren stoppede. Nogen lod akavet et glas falde. Jeg kiggede rundt om bordet på disse mennesker, som sad i et hus, der ikke tilhørte dem.
— Dette hus har jeg solgt i dag — fortsatte jeg roligt. — Dokumenterne blev underskrevet i morges. Pengene er allerede på kontoen. Fra den 1. januar har I præcis en uge til at pakke jeres ting og finde et nyt sted til højtiderne.
Det blev så stille i rummet, at man kunne høre stearinen dryppe fra et lys. Max blev bleg.
— Du laver sjov? — stammede han.
Jeg smilede, for første gang den aften ægte.
— Nej, søn. Jeg huskede bare mit sted. Og jeg besluttede, at det ikke længere er her.
Og for første gang i mange år begyndte nytåret for mig ikke med træthed, men med lettelse. ☹️🤔
