Hver nat følte jeg, at der var nogen i mit hus, så jeg installerede et kamera i mit soveværelse – om morgenen, når jeg så optagelserne, var jeg chokeret 😱😲
Hver nat havde jeg den samme følelse – der var nogen i mit hus.
Den følelse kom ikke med det samme. Først var der lyde: bløde, næsten umærkelige. Gulvets knirken, som om nogen tog et forsigtigt skridt. Et dump bump – som om nogen rørte ved et møbel. Nogle gange en næppe hørbar raslen, som om nogen åbnede et skab eller ledte igennem ting. Jeg lå i mørket og frøs, bange for overhovedet at trække vejret.
Det føltes som om en fremmed gik gennem min lejlighed. Ikke uforskammet, men snarere for forsigtigt. Som om denne “nogen” kendte mit hus og ikke ønskede at blive opdaget. Oftest hørte jeg fodtrin mellem klokken to og fire om morgenen, hvor min krop blev tung og mit sind tåget.
Mærkelige ting skete om morgenen. Tingene var ikke, hvor jeg havde lagt dem: min telefon lå på sengen, selvom den havde ligget på bordet den nat; tøj lå på en stol; og på gulvet lå ting, der bestemt ikke hørte hjemme der. Nogle gange var rummet et rod, som om nogen havde rodet gennem skabene. Jeg gav træthed og glemsomhed skylden.
Et par gange i løbet af natten vågnede jeg med følelsen af, at nogen så på mig. Men jeg åbnede ikke øjnene – jeg sagde til mig selv, at det var en drøm. Indtil frygten blev for virkelig.
En morgen vågnede jeg rystende og vidste: det her kan ikke fortsætte. Jeg installerede et kamera i mit soveværelse og lod det være tændt hele natten.
Da jeg så optagelsen den morgen, blev jeg forfærdet. Først skete der ingenting. Jeg sov. Men så… så jeg mig selv langsomt sætte mig op midt om natten, sidde på sengekanten og stå op.
Kameraet fangede alt. Jeg gik hen over rummet, åbnede skabet, tog tingene ud og smed dem på sengen og gulvet. Jeg tog min telefon, kiggede på den og lagde den et andet sted. Jeg stødte ind i en stol, som væltede. Så gik jeg tilbage i seng og lagde mig ned, som om intet var sket.
Der var ingen i huset. Bortset fra mig.
Jeg huskede ingenting. Alle de nætter, al den frygt – det var mig. Min søvngang. Mit andet, natlige jeg. Det mest skræmmende var ikke, at nogen gik gennem mit hus, men at den “nogen” var mig hele tiden – og at jeg nu står over for en lang behandlingsperiode.
