Først da manden hørte, at lægerne kun havde givet hans kone tre dage tilbage at leve, bøjede han sig ned mod hende og hviskede med et tilfreds smil:
„Endelig vil al din rigdom blive min.“
Han havde ingen anelse om, hvilken hævnplan hans „lydige“ kone havde forberedt for ham… ☹️😮😉😉😉😉😉
Da Lia åbnede øjnene, følte hun straks, at alting snurrede rundt. Hun følte kun smerte.
Stemmer lød udefra. Lia genkendte den dæmpede stemme fra overlægen.
„Hendes tilstand er kritisk… Leversvigt udvikler sig… Højst tre dage.“
Hun genkendte den anden stemme, selv gennem den tykke væg. Det var hendes mand, Oliver.
Lia åbnede øjnene en smule for at se. Døren gik op.
Oliver kom ind med en buket blomster, satte sig på kanten af sengen og tog Lias hånd.
Han strøg hendes håndled og bøjede sig tættere på. Han var overbevist om, at hans kone var under stærke beroligende midler og intet kunne høre.
Og så hviskede han:
„Endelig. Jeg har ventet så længe på dette. Dit hus, dine konti, din virksomhed… alt vil endelig blive mit.“
Han smilede blidt, næsten ømt. Lia forstod det: hendes mand havde altid kun tænkt på penge.
Oliver rejste sig, tog en maske af falsk sorg på og sagde til sygeplejersken på gangen:
„Pas venligst godt på hende. Jeg er så bekymret… hun er hele mit liv.“
Lia fik næsten kvalme. Døren lukkede sig.
Hun åbnede øjnene vidt. Hendes hjerte hamrede.
Pludselig lød der rindende vand og bløde fodtrin på gangen. Nogen gjorde gulvet rent. Lia samlede al sin styrke og kaldte:
„Frue… vær venlig at komme herind.“
Døren åbnede sig forsigtigt. En ung rengøringsassistent kiggede ind — tynd, bange, men opmærksom. På hendes navneskilt stod der „Maria“.
„Ja? Har du det dårligt?“ spurgte hun, klar til at tilkalde en læge.
„Nej,“ hviskede Lia. „Jeg må bede dig om noget.“
Maria kom tættere på. Lia greb hendes hånd så fast, som hendes svaghed tillod.
„Lyt nøje. Hvis du gør, hvad jeg siger… vil du aldrig mere arbejde som rengøringsassistent. Aldrig.“
Maria stivnede. Hendes øjne blev store.
„Hvad vil De have, jeg skal gøre…?“
Lia talte stille, men beslutsomt. ☹️☹️☹️🤔🤔🤔
Lia dikterede placeringen af pengeskabet, koden, listen over dokumenter, navnet på advokaten og præcise instruktioner om, hvem der skulle ringes til, og hvilke optagelser fra hospitalets arkiv der skulle hentes.
Maria lyttede uden at afbryde. Da Lia var færdig, nikkede den unge kvinde simpelt.
„Jeg vil gøre alt. Det lover jeg.“
Maria begyndte straks at handle. Ved morgengry var alt ordnet.
Alle dokumenter vedrørende ejendomme, virksomheder, investeringsporteføljer og lagre blev overført til en velgørende fond.
En lille procentdel af fonden stod i Marias navn — stor nok til, at hun aldrig mere behøvede at udføre dette fysisk hårde arbejde.
Da Oliver vendte tilbage til klinikken, var han klar til sin næste forestilling. Han kom ind på stuen, satte sig ved siden af hendes seng og tog Lias hånd.
„Hvordan har du det?“ hviskede han med bristet stemme.
Lia så på ham, som om hendes kræfter var helt opbrugte. Hendes stemme var svag, men klar:
„Oliver… jeg har… underskrevet dokumenter.“
Han stivnede.
„Hvilke… dokumenter, skat?“
Lia hostede sagte, som om hun samlede sig.
„Jeg har overdraget alle mine ejendele til en velgørende fond. Du får ikke en krone.“
Olivers ansigt fortrak sig.
„Hvad har du gjort? Du… måtte ikke gøre det.“
„Trodde du, jeg var blind?“
Han eksploderede:
„Gør det om! Hører du mig? Gør det hele om! Alt er mit, og du kan tage i helvede!“
„Du har altid ønsket, at jeg skulle dø, Oliver. Men nu ser det ud til, at det er dig, der har mistet alt.“ ☹️☹️🤔🤔
