“Hun har en fantastisk lejlighed. Efter brylluppet burde du overføre den til dit navn med det samme!”
Svigermoren var ikke engang klar over, at Olya stod bag døren og hørte hvert et ord.
Sergei smilede ubehageligt:
“Mor, kom nu … Hun elsker mig. Hvorfor skal vi tale om lejligheden med det samme?”
Men hans stemme dirrede. Og Olya hørte det. Ligesom alt bagefter.
Hun var kommet tidligt hjem for at lave mad til ham. Døren stod på klem – og samtalen, hun aldrig burde have hørt, vendte hendes verden på hovedet.
“Få den overført. Hun skriver under, fordi hun elsker dig.”
Olya satte sig på en køkkenstol og prøvede at trække vejret. Det var ikke bare et hvilket som helst hus. Det var hendes bedstemors lejlighed. Hendes barndom, hendes minder. Og nu – et bytte.
Da Sergei kom ud af bruseren, havde hun allerede taget sig sammen. Hun smilede, som om intet var hændt.
“Vil du have nogle koteletter?”
Men noget klikkede indeni hende. Hun besluttede sig for ikke at skændes, men for at handle.
Olya lavede en aftale med en advokat og fik udarbejdet en streng ægtepagt: lejligheden – kun hendes. For altid. Sergei lod som om, han ikke havde noget imod det, men hun så spændingen i hans øjne.
Og så kom middagen hos hendes svigermor. Olya var ved at vaske op, da hun hørte:
“Hun skriver under efter brylluppet! Bare sig, at det er for et lån. Bevis, at du elsker hende. Lejligheden skal være vores!”
“Okay … vi prøver,” svarede Sergei sagte.
Olyas hænder begyndte at ryste, men hendes ansigt forblev roligt.
Hun vidste allerede: hun ville spille spillet til det sidste. Til brylluppet. Ikke for at blive gift, men for at se øjeblikket, hvor deres plan kollapsede.
Og da Sergei krammede hende og hviskede:
“Du er det bedste, jeg har,”
vidste hun én ting med sikkerhed:
Han ville ikke miste lejligheden. Men hende. Og meget hurtigere end han troede.
